Døgnrapporten i Fårevejle: onsdag den 3. november

Profilbillede

Fårevejle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Parkstræde, Ringsted
Giesegårdvej, Nordrup, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Søparken, Borup
Dalstrøget, Borup
Eksercerpladsen, Ringsted
Harekærvej, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Tjurgården, Greve


Aktion mod social dumping – Ølby, Køge

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi indfandt sig mandag morgen på en arbejdsplads i Ølby-området sammen med personale fra både Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen. I en lagerhal traf myndighederne en udenlandsk mand, der kørte rundt på en truck. Der var tale om en 28-årig mand fra Syrien, som var i besiddelse af sit syriske pas og en opholdstilladelse til Tyskland. Han havde dog ikke nogen hverken opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, hvorfor han blev anholdt kl. 07.05 og sigtet for disse overtrædelse af udlændingeloven. Efter afhøring til sagerne med assistance fra en tolk blev disse afgjort med en bøde, hvorefter politiet forelagde sagerne for Udlændingestyrelsen til afgørelse, hvorvidt han skal udvises af Danmark med et indrejseforbud. Den 28-årige syrer er i mellemtiden forblevet i politiets varetægt i henhold til udlændingelovens bestemmelser.

Færdselsuheld – Ærtekildevej, Ringsted

Kl. 07.35 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, idet en person på et løbehjul var blevet påkørt af en bilist og kommet til skade. Det viste sig, at en 21-årig mand fra Ringsted under kørsel på et el-løbehjul var stødt sammen med en personbil ført af en 41-årig kvinde fra Ringsted. Den 21-årige blev i en ambulance bragt til skadestuen til behandling for en alvorligere tilskadekomst i det ene ben. Uheldet skete, da den 21-årige kørte på Ærtekildevej, hvor den kvindelige bilist kørte i nordlig retning. Politiet har på grund af tilskadekomsten endnu ikke afhørt den 21-årige, så omstændighederne ved ulykken er ikke endeligt fastlagt. Politiet har optaget rapport på grund af den personskade, som den 21-årige pådrog sig ved ulykken.

Tyveri af armbånd – Nørregade, Køge

Kl. 14.28 anmeldte en kvindelig ekspedient fra en smykkeforretning, at en mandlig kunde kunne mistænkes for at have stjålet to armbånd. Han var kort før kl. ca. 13.00 kommet ind i forretningen, hvor han havde spurgt efter vielsesringe. Sådanne ringe solgtes ikke i forretningen, hvorefter manden var gået igen. Lidt senere opdagede ekspedienten, at to armbånd til en værdi af 850 kr. var blevet stjålet i forbindelse med mandens henvendelse i butikken. Mistanken mod manden blev bestyrket af, at samme mand også kunne mistænkes for et tyveri i en tilsvarende butik i samme butikskæde i Roskilde den 10. september 2021. Videoovervågningen indikerede, at der var tale om samme mand, der blev beskrevet som: A: Mand, 45-60 år, 175-177 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Hvid plet i håret, sort overskæg, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort vinterjakke halvlang med pelskrave, sorte bukser og sorte lædersko. Medbragte: Sorte handsker.
Politiet har nu optaget rapport i et forsøg på at få identificeret den mistænkte, hvorfor personer med oplysninger om identiteten på ham eller hans opholdssted gerne må kontakte politiet på tlf. 114.

Narkokørsel / lov om euforiserende stoffer – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 16.45 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Brøndby for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Under visitation af ham i forbindelse med anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af 0,8 gram hash, så sigtelsen mod ham kom også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 30-årige, der vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.

Utryghedsskabende mand – Heimdals Kvarter, Greve

Kl. 19.29 fik politiet flere henvendelser om en mand, der havde taget ophold foran en opgang i boligkvarteret. Manden havde medbragt en flaske spiritus, som han drak, ligesom han af og til råbte op. Da en patrulje lidt senere kørte forbi adressen, var den utryghedsskabende mand forsvundet, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage sig yderligere.

Mistænkelige biler ved børneinstitution – Ejboparken, Roskilde

Kl. 19.57 fik politiet en anmeldelse om, at der var parkeret flere biler ved en børneinstitution. Anmelderen havde en mistanke om, at personerne i køretøjerne solgte narkotika til hinanden.
Politiet kørte i henhold til de netop udstedte politigarantier straks til området med et par patruljer, som fik kontakt til i alt fem mænd – fire mænd fra Roskilde på 20, 21, 24 og 24 år samt en 21-årig mand fra Rødovre. Da politiet kunne konstatere en hashlugt fra kabinen i en af bilerne, blev alle fem mænd kontrolleret. Ingen af dem var i besiddelse af ulovlige genstande eller effekter, så politiet foretog sig ikke yderligere over for mændene.

Færdselsuheld – Oddenvej, Lumsås, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 20.04 var en 45-årig kvinde fra Nexø impliceret i et færdselsuheld, da hun i en personbil kørte ad Oddenvej i vestlig retning. Foran hende kørte en personbil, hvis fører var trukket ind til siden mod højre, inden føreren begyndte at dreje ud på vejen igen. Den kvindelige bilist kunne ikke undgå at køre ind i venstre forskærm på den forankørende personbil.
Ingen af de to parter kom til skade, idet den kvindelige bilist efterfølgende kunne konstatere, at den mandlige fører af modpartens køretøj flygtede til fods fra stedet.
Politiet blev alarmeret og kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter den flygtede fører. På uheldsstedet traf politiet ud over den kvindelige bilist en anden kvinde, som havde været passager i bilen med den flygtede fører.
Den kvindelige passager blev afhørt til sagen, og ud fra oplysninger om ejerforholdet på modpartens bil arbejdede politiet ud fra en tese om, at bilejeren formentlig også havde været fører af sin egen bil på uheldstidspunktet. Det lykkedes ikke i første omgang at finde den flygtede fører hverken i nærområdet omkring uheldsstedet, bopælen eller på mulige tilholdssteder. Den akutte eftersøgning efter den flygtede fører blev indstillet efter nogle timer. Politiet har optaget rapport om uheldet og arbejder videre med at få kontakt til den formodede fører for at få ham afhørt til uheldet.

Hurtig bilist – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 21.12 målte færdselspolitiet en varebil til at køre med mindst 161 km/t som gennemsnitshastighed over en strækning på mere end 7,6 km på motorvejen i nordgående retning. Højst tilladte hastighed på målestrækningen er ifølge skiltningen 110 km/t, så en 42-årig mand fra Haslev blev som fører af varebilen sigtet for hastighedsovertrædelsen. Ud over en bøde kan den sigtede bilist også forvente en påstand om frakendelse af kørekortet.

Narkokørsel – Adelers Alle, Kirkebyen, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 01.20 anholdt og sigtede politiet en 19-årig kvinde uden fast bopæl for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en lånt personbil. Narkometertesten havde nemlig indikeret, at hun var påvirket af hash under kørslen, så hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Hun vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.

Narkokørsel – Rørvangsvej, Holbæk

Kl. 02.24 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Fårevejle St. for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han var ifølge en narkometertest mistænkt for at være påvirket af hash under kørslen, hvilket den 21-årige var lidt uforstående overfor. En blodprøve, som han fik udtaget, vil blive analyseret til afklaring af, hvorvidt han var påvirket af cannabis under kørslen eller ej.

Humanitær eftersøgning – Degnestræde, Greve

Kl. 05.08 bad personalet på et plejecenter om assistance fra politiet til at lede efter en netop tilflyttet, 81-årig kvinde, som siden kl. ca. 04.00 havde været forsvundet fra stedet. Den 81-årig ville formentlig ikke selv kunne finde retur til centret, og personalet havde trods eftersøgning relevante steder ikke fundet hende.
Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning, hvor en patrulje blev sendt til området for at lede den savnede kvinde. Endvidere underrettede politiet de forskellige offentlige transportselskaber om den savnede kvinde, ligesom taxaselskaber blev underrettet.
Kl. 06.11 fik politiet en henvendelse fra en taxachauffør, som havde en kvinde i sin bil. Der var tale om den savnede, der var i god behold og straks blev kørt retur til sin nye bopæl til fornøden omsorg og formentlig lidt hvile efter nattens tur.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Flere artikler