Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Fårevejle - torsdag den 30. juli

dato

Fårevejle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ro’s Have, Roskilde
Torvegade, Vig

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Parkvej, Jyderup
Lilletoften, Jyllinge
Sydtoften, Jyllinge
H. C. Jeppesens Alle, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Herredsåsen, Kalundborg


Mand på afveje – Langengen, Svogerslev, Roskilde

Kl. 09.42 havde en anmelder fundet en ældre mand liggende på vejen og med bukserne nede om anklerne. Ifølge anmelderen kunne manden ikke tage vare på sig selv eller give sikre oplysninger om egen identitet og gøremål på stedet. Anmelderen havde hjulpet manden indenfor og afventede nu politiet. En patrulje kørte til Svogerslev og fik manden identificeret som en 74-årig mand fra den centrale del af Roskilde. Han blev af politiet kørt hjem til sin bopæl til fornøden omsorg af hustruen.

Ulovlig knallert – Snoldelev Bygade, Gadstrup – Roskilde

Kl.10.24 standsede færdselspolitiet en 56-årig mand fra Albertslund som fører af en lille knallert, som færdselspolitiet mistænkte for at kunne køre hurtigere end tilladt. En kontrolmåling på et rullefelt afslørede dog også, at knallerten var konstruktivt ændret, så den kunne køre 74 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 56-årige blev sigtet for den konstruktive ændring og kan nu ud over en bøde også se frem til en påstand om en betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert.

Spirituskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 11.26 fik politiet en anmeldelse om en udenlandsk bilist, der kørte usikkert ad motorvejen i nordgående retning. Den bil fik en patrulje kontakt til omkring afkørsel 32 Ølby, hvorefter bilisten blev standset til rutinemæssig kontrol. Der var tale om en polsk bil, der blev ført af en 34-årig mand fra Polen. Han havde ikke noget kørekort og blev efter en alkometertest sigtet for spirituskørsel, inden han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den polske mand, der i øvrigt ikke havde nogen tilknytning til Danmark, blev i forbindelse med løsladelsen bedt om at møde på en politistation torsdag for at få sin afgjort, idet blodprøven ville blive analyseret hurtigt, så polakken kunne få sin sag afgjort straks.

Drivende gummibåd – Munkholmbroen / Holbæk fjord – Holbæk

Kl. 15.47 fik politiet en anmeldelse om en sort gummibåd, der drev rundt tæt på kysten i Holbæk fjord og ikke langt fra Munkholmbroen. Der var ingen personer at se i båden ifølge anmelderen. Politiet tog kontakt til Forsvarets redningstjeneste, som ikke umiddelbart havde kendskab til en sådan drivende båd, hvorfor politiet kørte til området. Ved politiets ankomst til området kl. ca. 16.25 fandt patruljen en sort gummibåd ligge forsvarligt forankret, så politiet og Forsvaret blev enige om, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser i sagen. Politiet har ingen oplysninger om personer i nød i forbindelse med denne anmeldelse.

Bekymring for kvinde – Eksercerpladsen, Ringsted

Kl. 16.11 fik politiet en henvendelse om en 103-årig kvinde fra Ringsted, som måske kunne være i nød. Et avisbud havde undret sig over, at kvinden ikke havde fjernet sine dagligt, leverede aviser fra postkassen, og naboer havde ikke hørt eller set livstegn fra hende på det seneste. Politiet undersøgte sagen nærmere og fik ved en telefonopringning kontakt til den 103-årige, der havde det fint. Hun oplyste, at hun ikke havde fået fjernet nogle glasskår i entreen på sin bopæl, hvilket var årsagen til, at hun ikke fik tømt sin postkasse.

Udlændingeloven – Nykøbing Sjælland - Odsherred

Kl. 16.50 foretog udlændingeafdelingen en kontrol af personalet på en spiserestaurant i Nykøbing Sjælland. I forbindelse hermed traf patruljen en udenlandsk mand, der ikke var i besiddelse af sit pas eller andre dokumenter, der kunne dokumentere lovligt ophold i Danmark. Derfor foretog udlændingeafdeling anholdelse af den udenlandske mand men henblik på identifikation og sigtelse for overtrædelse af udlændingeloven. Den anholdte blev identificeret som en 34-årig mand fra Tyrkiet, som blev sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Han er fortsat i politiets varetægt i medfør af udlændingelovens bestemmelser, indtil politiet får afgjort straffesagen og efterfølgende klarlagt hos Udlændingestyrelsen, hvad der videre skal ske med manden.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 17.33 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et solouheld på motorvejen i det østgående spor. Det viste sig, at en 30-årig mand fra Vanløse kørte i en personbil i østlig retning i første vognbane. I forbindelse med vognbaneskift til anden vognbane blev han overrasket en forankørende bils lavere hastighed, så den 30-årige foretog en opbremsning og mistede i den forbindelse kontrollen over bilen. Han havnede ude i midterrabatten, hvor han påkørte autoværnet. Den 30-årige blev kørt til kontrol på skadestuen i Slagelse, men var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader. En skiltevogn blev sendt til uheldsstedet, indtil et bugseringskøretøj fik fjernet den havarerede bil.

Tyveri af mobiltelefoner – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 17.46 fik politiet en anmeldelse fra personalet i en elektronikforretning om, at flere personer havde stjålet nye mobiltelefoner fra forretningen. Alle var efterfølgende kørt fra stedet i en personbil, hvis nummerplade personalet havde aflæst og videregivet oplysninger om til politiet. Flere patruljer ledte efterfølgende efter bilen, som kl. ca. 18.00 blev standset ved Ugerløse. I bilen befandt sig tre voksne og et fire måneder gammelt barn. De voksne blev identificeret som en 24-årig mand fra Ruds-Vedby, en 28-årig kvinde fra Humlebæk (passagerer) og en 30-årig mand fra Sorø (fører af bilen), der alle blev anholdt og sigtet for tyveri af mobiltelefonerne. Ved ransagning af bilen fandt politiet ikke nogen mobiltelefoner, men under bilen var der gemt tre nye mobiltelefoner i æsker. Et stykke væk fra bilen fandt politiet yderligere en ny mobiltelefon, så de fire mobiltelefoner blev beslaglagt som bevis i sagen og med henblik på genudlevering til elektronikforretningen. Alle tre sigtede blev løsladt efter afhøring til sagen, og politiet udfærdigede også en socialrapport til de sociale myndigheder i relation til babyen i bilen. De sigtede vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Hærværk – Algade, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 18.49 fik politiet en anmeldelse om, at en blå personbil af mærket Volvo 245 ræsede rundt på en græsplæne ved ungdomsklubben. I bilen var to-tre danske mænd på ca. 25 år, hvoraf den ene var iført en gul arbejdsjakke. Anmelderen optog kørslen med sin mobiltelefon, og da mændene i bilen opdagede dette, forsvandt de skyndsomt i bilen væk fra området. Græsplænen fik nogle skader som følge af kørslen på den, så politiet har nu optaget rapport om hærværk i et forsøg på at få identificeret køretøjet for at stille dens fører til ansvar for kørslen og skaderne.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket ræset på græsplænen, eller som har kendskab til den omhandlede bil og personerne i den. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Rødhøj, Asnæs – Odsherred

Kl. 21.35 anholdt og sigtede politiet en 48-årig mand fra Fårevejle St. for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl. 22.27 fik politiet melding om en ulykke på motorvejen, idet en bilist var væltet om på siden. Det viste sig, at en 45-årig mand fra Holbæk under kørsel i vestlig retning var uopmærksom et øjeblik, så han kom ud i rabatten på midten af vejen. Han mistede herefter kontrollen over bilen, der skred på tværs af vejen og påkørte et autoværn, inden bilen til sidst væltede om på siden. Motorvejen blev spærret i vestgående retning af nogle tavlevogne, der ledte trafikken væk fra vejen, indtil et bugseringskøretøj fik fjernet den forulykkede bil. Oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 23.30. Den 45-årige fører slap med diverse knubs efter ulykken, hvor andre trafikanter ikke blev involveret.

Vold – Vestervej, Ringsted

Kl. 23.04 anmeldte en 16-årig pige fra Ringsted, at hun kort forinden var blevet spyttet i ansigtet af en fremmed mand, der havde taget en flaske spiritus fra hende. En patrulje kørte til området ved en skole, hvor den chokerede og grådlabile, 16-årige pige blev truffet sammen med et par veninder. De havde opholdt sig i området for at hygge sig sammen, herunder med indtagelse af alkohol. En fremmed mand, der også opholdt sig i området, havde ubemærket taget en flaske spiritus og var gået lidt væk. Pigerne havde opdaget det, og den 16-årige konfronterede ham med, at hun ville have sin spiritusflaske retur. Det ophidsede manden, som pigerne kendte sporadisk, voldsomt, så han blev truende og spyttede den 16-årige i ansigtet. Han afleverede dog flasken og blev ved politiets ankomst udpeget af pigerne. Da politiet betragtede hans handling som en mulig overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold, blev manden anholdt og sigtet herfor. Der var tale om en 31-årig mand uden fast bopæl i Varde, men som politiet i den senere tid har truffet flere gange i Ringsted-området. Efter afhøring til sagen løslod politiet den 31-årige, som dog vil høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Blotter ved vindue – Sneroseparken, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 00.05 anmelde en 71-årig kvinde fra Fårevejle St., at hun kort forinden havde hørt nogen banke på køkkenvinduet. Da hun kom ud i køkkenet, kunne hun gennem ruden se en fremmed mand, der stod med bukserne lynet ned. Samtidig foretog han onanibevægelser i mørket udenfor. Da anmelderen hentede en telefon, forsvandt manden skyndsomt væk fra stedet. En patrulje ledte efter manden, der blev kun blev sparsomt beskrevet som iført en hættetrøje eller jakke med en hætte i mørk farve. Anmelderen blev beroliget, men eftersøgningen efter blotteren førte i første omgang ikke til noget. Politiet behandler sagen som blufærdighedskrænkelse over for anmelderen.

Politiet i Nykøbing Sj./Holbæk hører gerne fra personer, der måtte have set manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Toldervej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 01.18 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brand i et sommerhus. Det viste sig at være en mindre brand i den ene ende af et sommerhus, hvor området ved en dør brændte. På stedet opholdt sig en mand og en kvinde på 42 år fra Nykøbing Sj., som begge var uskadte. Branden, der havde bredt sig op mod taget over døren, blev hurtigt slukket og var ud fra politiets undersøgelser og oplysninger i øvrigt formentlig startet ved uforsigtig omgang med et cigaretskod. Derfor blev den 42-årige kvinde, der havde røget ved brandstedet, sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen. Hun kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen bliver afgjort.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi