Nyt fra Fårevejle i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Fårevejle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Kongstedvej, Kongsted, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skovparken, Greve (forsøg)
Vibemosen, Greve
Glentevej, Køge
Egelund, Himmelev, Roskilde

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Granhøjvænge, Kisserup, Holbæk
Næsvej, Ordrup, Fårevejle St.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Egedal, Karlslunde
Stenlandsvej, Vindinge, Roskilde
Gyrstingevej, Gyrstinge, Sorø


Hastighedsmåling (ATK / fotovogn) – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde - Greve

Politikredsens nyeste ATK-fotovogn med opgraderet udstyr i forhold til de øvrige ATK-fotovogne blev opstillet på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde rasteplads for at foretage hastighedsmålinger på trafikanter i sydlig retning ad motorvejen.

Det opgraderede udstyr i ATK-fotovognen giver mulighed for både at bruge en trådlås forbindelse mellem fotovognens computer og måleudstyret, men også muligheden for at placere måleudstyret på steder, hvor det ikke tidligere har været teknisk muligt.

Ved onsdagens måling i tidsrummet kl. 06.38 – 14.48 blev 17.496 bilisters hastighed kontrolleret på motorvejstrækningen, hvor højeste hastighed ifølge skiltningen er 110 km/t.

649 bilister blev målt til at køre med en højere hastighed end tilladt og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet via en besked i den digitale postkasse.

Politikredsen vil fremadrettet afsøge muligheden for at opstille det opgraderede måleudstyr på andre motorvejsstrækninger for at måle trafikanternes hastighed. Uheldsstatistik vil ud over den generalpræventive funktion indgå i grundlaget for placeringen af udstyret.

Knallertkører knuste bilrude – Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 12.15 anmeldte en 49-årig kvinde fra Jyderup, at en ung mand, der kørte på knallert, netop havde knust en rude i hendes bil på Lerchenfeldvej.

Anmelderen havde bemærket den unge mand stå ved siden af bilen, hvorefter der lød et brag, og en bilrude var knust. Herefter kørte manden fra stedet på knallert i østlig retning mod Klosterskoven.

Den unge mand blev beskrevet som lys i huden, ca. 17 år, lyst hår, iført sort jakke, sorte bukser og brugte en sort hjelm under kørslen på en mørk knallert.

Anmelderen opdagede først lidt senere, at den unge mand var lykkedes med at stjæle et nøglebundt og nogle få kontanter fra bilen, inden han flygtede på knallerten.

Politiet ledte efter knallertkøreren i området, men fandt ikke frem til nogen, der kunne mistænkes for tyveri / hærværk. Derfor vil politiet gerne høre fra personer, der måtte have set knallertkøreren i området, eller som kan give oplysninger om pågældendes identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Stjålet dankort misbrugt – Storegade, Asnæs – Odsherred

Kl. 10.31 anmeldte en 88-årig kvinde fra Asnæs, at hun dagen før i tidsrummet kl. ca. 11.00-11-30 havde fået stjålet sin pung med bl.a. dankortet fra sin taske.

Hun havde opholdt sig uden for en blomsterhandler og fik uventet hjælp af to kvinder til at få fat i nogle blomster, som hun umiddelbart ikke kunne nå.

De to fremmede kvinder havde herunder ifølge anmelderen stået tæt på hende og haft mulighed for at stjæle hendes pung fra den medbragte taske.

Da anmelderen opdagede tyveriet og ville spærre sit stjålne dankort, kunne banken oplyse, at dankortet var blevet misbrugt til en uberettiget hævning af 14.000 kr.

Politiet har nu optaget en anmeldelse om tyveriet i et forsøg på at få identificeret de to kvinder, som ifølge anmelderen var udenlandske af udseende. Den ene skulle have nogle i øjnefaldende tænder.

Mand overfaldet og frarøvet taske – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 11.47 anmeldte en 65-årig mand fra Ringsted, at han kort forinden var blevet overfaldet af en mand, der efterfølgende var kørt fra stedet på en knallert ad Søndre Parkvej i nordlig retning.

Politiet fik i området ved Ahorn-hallen kontakt til den 65-årige anmelder, der var lettere forslået med bl.a. blod i ansigtet.

Han oplyste, at han under en cykeltur var blevet kontaktet af en fremmed mand, der havde spurgt efter en cigaret. Ønsket var blevet afslået, da den 65-årige ikke var ryger, hvorefter han uden varsel blev overfaldet med flere slag mod ansigtet, så han faldt omkuld med sin cykel.

Herefter tog manden den 65-åriges taske og medtog den under flugten på en sort knallert uden nummerplade.

I området fik politiet også kontakt til nogle vidner, som også var blevet opsøgt af formentlig samme mand kort forinden overfaldet på den 65-årige. Den fremmede mand havde også spurgt vidnerne efter en cigaret, men var blevet afvist.

Politiet vejledte den 65-årige om at tage på skadestuen for at blive undersøgt og få dokumenteret sine skader i en sag, som politiet under disse omstændigheder behandler som en røverisag i et forsøg på at identificere den mistænkte mand, lys i huden, 20-30 år, med synlige og mørke tatoveringer på halsen, iført hvid jakke, sort bukser og sorte sko.

Pige overfaldet – Dommervænget, Roskilde

Kl. 14.59 anmeldte en 17-årig kvinde fra Roskilde et overfald, som var blevet begået mod hende på Dommervænget kort forinden anmeldelsen. Overfaldsmanden var efterfølgende flygtet til fods.

Politiet ledte indledningsvist i området efter den mistænkte uden at finde ham og tog efterfølgende kontakt til den 17-årige, der havde overfladiske spor efter overfaldet.

Hun havde gået ad Dommervænget, da hun uden varsel var blevet overfaldet bagfra med slag mod hovedet, så hun faldt omkuld. Overfaldet fortsatte med yderligere slag og spark, men den 17-årige fik sat sig til modværge, så overfaldsmanden – måske sammen med en anden, der ikke deltog i overfaldet – flygtede til fods ad Dommervænget.

Politiet har optaget rapport om overfaldet for at få identificeret den mistænkte, der blev beskrevet som en mand, mørk i huden, 170-175 cm høj, kraftig af bygning, brunligt hår, skæg, iført blå kasket og mørkeblå jakke.

Den 17-årige havde skreget op under overfaldet, hvilket en beboer i Dommervænget reagerede på og så overfaldsmanden flygte. Derfor vil politiet gerne vil i kontakt med andre personer, der måtte have set eller hørt noget i anledning af overfaldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i villa – Egelund, Himmelev, Roskilde

Kl. 20.14 anmeldte en opmærksom kvinde, at hun i området havde hørt lyden af knust glas. Da hun efterfølgende bemærkede et par personer gå ad vejen medbringende et el-løbehjul, undersøgte hun årsagen nærmere og fandt en knust rude i en villa.

Politiet rykkede ud med flere patruljer dels for at lede efter de to mistænkte, dels for at undersøge gerningsstedet, hvor en rude i hoveddøren fandtes knust. Der var umiddelbart ingen synlige tegn på færden i villaen, hvorfra et el-løbehjul var blevet stjålet.

De to mænd, der kunne mistænktes for indbruddet og tyveriet af el-løbehjulet, blev beskrevet som: A: mand, ca. 30 år, iført grålig jakke, og B: mand, ca. 30 år, iført sort tøj og medbringende el-løbehjulet.

Politiet fandt ikke umiddelbart de to mistænkte og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser på gerningsstedet.

Personer, der måtte have set de to mistænkte medbringende eller måske kørende på et el-løbehjul i området, bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Voldelig mand ved supermarked – Alfarvejen, Osted, Lejre

Kl. 20.26 anmeldte personalet fra et supermarked på Alfarvejen, Osted, at man havde forsøgt at stoppe en mand efter to tyverier af pantflasker fra supermarkedets baggård. Manden havde skubbet og taget fat i en 17-årig mandlig medarbejder for at slippe væk i en personbil.

Politiet fik ved supermarkedet klarlagt, at den mistænkte to gange havde stjålet havde stjålet pantflasker fra supermarkedets baggård, hvorefter han indleverede flaskerne for at få udbetalt panten.

Ved andet tilfælde greb personalet ind og stillede sig i vejen for ham, men han skubbede dem væk og gik ud mod en personbil på parkeringspladsen. Undervejs skubbede og greb han fat i den 17-årige medarbejder for at kunne flygte i bilen, hvis nummerplade personalet aflæste.

Politiet kunne en time senere foretage anholdelse af en 61-årig mand fra Roskilde på dennes bopæl. Han blev sigtet for vold på grund af sin adfærd ved supermarkedet og løsladt efter afhøring til sagen.

Politiet arbejder nu med at få deltaljerne i sagen klarlagt, herunder f.eks. værdien af de pantflasker, som den 61-årige mistænkes for at have stjålet for at få udbetalt pantværdien.

Narkokørsel – Trekroner Alle, Roskilde

Kl. 00.27 sigtede politiet en 19-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Trekroner Alle ved Østre Ringvej.

Den 19-årige havde forinden deltaget i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen, hvorfor han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Politiet vil kontakte den 19-årige, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.

Bortvisning af sovende kvinde i opgang – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 01.26 fik politiet en henvendelse fra en beboer i en opgang i Kordilgade, fordi en fremmed kvinde lå og sov i opgangen.

Politiet fik efterfølgende vækket og kontakt til en 39-årig kvinde fra Roskilde, som ikke var iført varmt tøj til ophold udendørs. Da kvinden gerne ville retur til Roskilde, og politiet ikke kunne finde andre løsninger henset til kvindens mulighed for ophold udendørs uden varmt tøj på dette tidspunkt af døgnet, valgte politiet at transportere kvinden retur til Roskilde til sin egen bopæl, så hun kunne få et ordentligt sted at sove.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi