Fårevejle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Geminivej, Greve
Pilehavevej, Frøslev, Store-Heddinge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lundehusvej, Solrød Strand
KIitvej, Solrød Strand
Sandbakken, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Åmarksvej, Bjerge Sydstrand, Store-Fuglede
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Bakkedraget, Nykøbing Sj.
Digemosevej, Skimmede, Tølløse
Færdselsuheld – Skovvej, Havdrup – Solrød
Kl. 08.07 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en parkeringsplads ved et supermarked, hvor en person var blevet påkørt.
Det viste sig, at en 72-årig mand fra Solrød Strand havde gået med en indkøbsvogn på parkeringspladsen, da han blev påkørt af en 33-årig kvinde fra Havdrup. Hun kørte i en personbil og havde i forbindelse med en svingsmanøvre overset den 72-årige, der faldt omkuld som følge af påkørslen.
Den 72-årige blev kørt til kontrol på en skadestue, men var sluppet uden behandlingskrævende skader, hvorfor politiet blot registrerede omstændighederne ved og parterne i sammenstødet.
Narkokørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 08.43 blev en 35-årig mand fra Kirke-Såby sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte i østlig retning ad Holbækmotorvejen ved Roskilde.
Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så nu afventer han og politiet en analyseerklæring af den udtagne blodprøve, da den 35-årige ikke mente at være påvirket under kørslen.
Fuld butikstyv lagt i detentionen – Stationscentret, Roskilde
Kl. 09.16 var en udenlandsk mand, der var påvirket af alkohol, blevet tilbageholdt i supermarkedet Føtex som mistænkt for at have stjålet nogle varer.
Politiet fik kontakt til en ganske korrekt spirituspåvirket, 43-årig mand fra Estland, som blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Han havde undladt betaling for et par øl, en energidrik, et par strømper og et par sko til en samlet værdi af 570 kr., da han forlod supermarkedet.
Den 43-årige var så påvirket af alkohol, at politiet anså det for mest forsvarligt at anbringe ham i detentionen til afrusning, så han blev først løsladt ud på eftermiddagen, efter at han havde fået sagen afgjort med og betalt en bøde.
Bilist flygtede efter påkørsel af cyklist – Glostrupvej, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 11.08 modtog politiet en anmeldelse om, at en cyklist var blevet påkørt af en bilist, der efterfølgende var kørt fra uheldsstedet uden at give sig til kende.
Politiet fik ved afhøring af den 39-årige mandlige cyklist fra Nykøbing Sj. klarlagt, at han lidt tidligere på formiddagen var kørt på cykel ad Glostrupvej mod vest og befandt uden for Egebjerg, da han blev ramt af en mindre, grå personbil, der kørte i samme retning.
Personbilens sidespejl ramte ham, så han væltede, men føreren af personbil fortsatte sin kørsel uden at standse. På uheldsstedet lå et tabt sidespejl, som politiet nu bruger i et forsøg på at få identificeret bilisten.
Kort efter uheldet ankom andre bilister, som hjalp den 39-årige hjem, så uheldet kunne anmeldes. Cyklisten havde umiddelbart ikke pådraget sig behandlingskrævende skader, men var lidt øm i kroppen på det sted, hvor han var ramt.
Politiet har nu optaget rapport om påkørslen i et forsøg på at få identificeret bilisten og vil i den anledning gerne i kontakt med personer, der måtte have kendskab til en mindre, grå personbil med et tabt sidespejl og føreren af køretøjet. Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.
Brand i el-skab – Gl. Nykøbingvej, Vig – Odsherred
Kl. 14.06 slog beboeren på en privat adresse alarm til brandvæsnet, efter at der var opstået en mindre ildebrand i et elskab udvendigt på en bygning.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der kun forårsagede en mindre sodskade udvendigt. Der var ingen skade på bygningen, og brandårsagen kunne måske være en overophedning i elskabet. Politiet foretager sig ikke yderligere i anledning af branden.
Flere biler i sammenstød – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge
Kl. 15.09 var flere biler stødt sammen i det østgående spor på Vestmotorvejen efter til-/afkørsel 33 Vemmedrup. Ingen var dog kommet til skade ved sammenstødene.
Det viste sig, at en 46-årig mand fra Hillerød havde foretaget en kraftig opbremsning, da trafikken foran ham pludselig holdt stille. Det opdagede en 51-årig mandlig bilist fra Værløse for sent, så han påkørte den 46-åriges bil bagpå.
Dette sammenstød opdagede en tredje bilist for sent og påkørte den 51-åriges bil, hvorefter en fjerde bilist påkørte den tredje bilist.
Skaderne på de implicerede køretøjer var ikke større end, at de alle kunne køre fra stedet, så politiet registrerede blot omstændighederne ved og parterne i uheldet.
Anmeldelse om vold mellem hundeluftere – Darupvej, Roskilde
Onsdag eftermiddag modtog politiet to anmeldelser i samme sag fra juleaftensdag kl. ca. 16.00, hvor to hundeluftere var kommet i klammeri med hinanden, efter at anmelderens hund var blevet angrebet.
Anmeldelserne omhandlede en mandlig hundeejer fra Roskilde, der lod sin hund blive luftet af en 58-årig kvinde fra Holbæk kommune. Hun luftede hunden på Darupvej syd for skaterparken og mødte en mand, der luftede to hunde og af racen terrier ifølge den kvindelige hundelufter. Ingen af de to terriere var i snor, og manden havde styr på den ene hund, mens den anden gik til angreb på kvindens hund.
Kvinden begyndte at sparke efter den angribende hund, da manden ikke kunne kalde den til sig igen. Manden blev dog så sur over kvindens handlemåde, at han greb fat i hendes beklædning, samtidig med at han slog hende i ansigtet. Samtidig udtalte manden sig truende mod kvinden i forhold til hendes spark mod hans hund og ville ringe efter politiet.
Manden forlod kort efter sammen med sine hunde stedet i en sort personbil, hvori en kvinde sad afventende, men hun havde også været verbalt udfarende mod den kvindelige hundelufter.
Den kvindelige hundelufter ønskede nu at anmelde manden for vold, og den mandlige hundeejer ønskede i forbindelse med overfaldet på sin hund at anmelde manden for overtrædelse af hundeloven.
Politiet har nu optaget rapporter om vold og hundelovgivningen, idet politiet skal forsøge at få identificeret personerne i den sorte bil, så både manden og kvinden i bilen kan blive afhørt for at få klarlagt omstændighederne i sagerne.
Den mistænkte mand blev ifølge den kvindelige hundelufter beskrevet som 50-55 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning, lyst kort hår, dansktalende, iført en sort halvlang jakke og kørende i en sort personbil.
I bilen var en kvinde, som ifølge hundelufteren havde lyst, mellemlangt hår, briller og var i øvrigt også dansktalende.
Den kvindelige hundelufter havde ifølge egne oplysninger ikke pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af overfaldet, og hunden havde tilsyneladende heller ikke fået skader som følge af den anden hunds angreb.
Humanitær eftersøgning – Engvang, Holbæk
Kl. 16.02 fik politiet en anmeldelse om, at en 6-årig franks pige var forsvundet i området, efter at hun havde været ude at lege. Hun var sidst blevet set kl. ca. 14.30, og de pårørende vidste nu ikke, hvor hun befandt sig.
Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning i området med flere patruljer, der dog allerede kl. ca. 16.20 fandt pigen i Engvang, men ved den forkerte opgang, efter at en mand havde taget kontakt til den vildfarne pige i området.
Hun var i god behold og havde blot ikke kunnet finde retur til det sted, hvor familien opholdt sig i Engvang, da legeaftalen udendørs med en anden pige var afsluttet.
Butikstyveri – Over Bølgen, Greve
Kl. 16.22 fik politiet en anmeldelse om et butikstyveri, efter at en butikskontrollant havde set en mand lægge en deodorant ned i en taske og forladt supermarkedet Bilka uden at betale herfor, selv om han ved kassen havde betalt for en anden vare.
Politiet fik i supermarkedet kontakt til en 31-årig mand fra Rumænien, som var i besiddelse af ikke mindre end 26 deodoranter til en samlet værdi af 2.834 kr. Han blev derfor sigtet for butikstyveri og anholdt i forbindelse med sagsbehandlingen.
Den 31-årige erkendte butikstyveriet og fik sagen afgjort med en bøde, som han betalte inden sin løsladelse senere på aftenen.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 16.44 kørte en 21-årig mand fra Humlebæk i en personbil fra Holbækmotorvejen ad afkørsel 20 Holbæk V frem mod rundkørslen for enden af afkørslen. Under nedbremsningen smuttede hans fod fra bremsepedalen, så han med lav hastighed påkørte bagenden af en personbil, som en 54-årig kvinde fra Svinninge førte lige foran.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Brand i toilet – Jernbanegade, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 20.15 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i et mobilt toilet i plastik, som var opstillet på Jernbanegade.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der dog nåede at få store dele af plastikken til at smelte. Ingen personer kom til skade til branden, som politiet undersøger nærmere i et forsøg på at få klarlagt den konkrete brandårsag.
Færdselsuheld – Holbækvej / Sønderlundsvej, Roskilde
Kl. 20.32 anmeldte en 39-årig mandlig bilist fra Roskilde, at han kort forinden var blevet påkørt bagfra af en anden bilist, der efterfølgende var flygtet fra uheldsstedet uden at give sig til kende.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at sammenstødet var sket ved et fodgængerfelt ved Sønderlundsvej, hvor den 39-årige bilist var standset for at lade en pige passere i fodgængerfeltet. Herunder var han blevet påkørt af en anden bilist, der også ifølge et vidne straks vendte bilen og flygtede fra stedet uden at give sig til kende over for den påkørte bilist.
Ingen kom til skade ved sammenstødet, som politiet nu efterforsker i et forsøg på at få identificeret bilisten ud fra modpartens og vidnets forklaringer. En umiddelbar eftersøgning efter en bil med skader på fronten gav ikke noget resultat.
Narkokørsel – Vandtårnsvej, Holbæk
Kl. 21.20 blev en 29-årig mand fra Holbæk anholdt i forbindelse med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, efter at en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af amfetamin under kørslen.
Politiet løslod den 29-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Brand i bygning – Næsvej, Ordrup, Fårevejle St. – Odsherred
Kl. 23.57 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om ildebrand i en bygning.
Det viste sig dog, at det kun var opstået en mindre brand i og omkring en varmtvandsbeholder, hvilket havde medført mindre sodskader. Der var ikke sket nogen skade på selve bygningen, og ingen personer var kommet noget til. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i sagen.
Narkobilist med ulovligt fyrværkeri og ulovlige knive – Østre Ringvej, Roskilde
Kl. 01.39 kontrollerede politiet en bilist, der i sin personbil holdt med motoren i gang i parkeringslomme på Østre Ringvej.
Bilisten var en 29-årig mand fra Værløse, som deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af både amfetamin og cannabis.
Den 29-årige blev derfor sigtet for narkokørsel i bilen, og ved den efterfølgende undersøgelse af bilen fandt politiet to ulovlige knive samt to stykker ulovlige fyrværkeri. Sigtelserne mod den 29-årige blev derfor udvidet til også at omfatte overtrædelse af knivloven og fyrværkerilovgivningen.
De ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i sagerne, og den 29-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, vil den 29-årige høre nærmere fra politiet om sagens videre forløb.
OPFØLGNING
Straksdom i grundlovsforhør – Butikstyverier – Jyllinge - Roskilde
En 37-årig mand fra Stenløse blev onsdag eftermiddag i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde idømt tre måneders ubetinget fængsel for i alt fire tyveriforhold, der i løbet af tirsdagen var blevet begået i Veksø Sj. og Jyllinge samt et ukendt sted.
Den dømte havde stjålet i alt 26 oksemørbrader og spiritus til en samlet værdi op mod ca. 10.000 kr. fra tre supermarkeder i hhv. Veksø Sj. og to i Jyllinge. Det sidste tyveriforhold af oksemørbrader var også fra et supermarked, men den 37-årige kunne ikke huske, hvor tyveriet var sket.
De tre måneders fængsel var en fællesstraf med en reststraf på 23 dages fængsel, som han manglede at afsone ved sin prøveløsladelse i starten af november måned. Prøveløsladelse skete bl.a. under forudsætning af, at han ikke begik ny kriminalitet i prøvetiden efter løsladelsen fra afsoningen af en frihedsstraf for netop butikstyverier.
Retten bestemte, at den 37-årige skulle løslades efter grundlovsforhøret, så han vil på et senere tidspunkt blive indkaldt til afsoning af den idømte frihedsstraf.