Nyt fra Fårevejle i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Fårevejle er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Sæbyvej, Sæby, Høng
Nørregade, Ringsted – To adresser

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Svanevej, Roskilde
Mellemtoften, Jyllinge
Påskestien, Greve
Ericavej, Jyllinge
Emilievej, Køge
Tårnvænget, Rørvig
Ros Have, Roskilde

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Kirsebærstien, Hønsinge, Vig
Æblerosevej, Yderby Lyng, Sj. Odde
Truntestien, Kårup, Fårevejle St.

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Bispegårdsvej, Allerslev, Lejre

 

Tyveri fra køretøjer:

Skovhusvænget, Bjæverskov
Vinkelvej, Kirke- Hyllinge – To steder
Tokkerupvej, Osted, Lejre
Løvkjærgaardsvej, Kirke-Hyllinge
Østervej, Gadstrup
Gadstrupparken, Gadstrup
Engdraget, Snoldelev, Gadstrup
Sikærsvej, Snoldelev, Gadstrup
Agertoften, Osted, Lejre
Ringen, Køge
Rådhusbuen, Roskilde

 

Flere tyverier fra varebiler i weekenden – Lejre, Roskilde og Køge

Henover weekenden har vores patruljer kørt til flere anmeldelser om indbrud i varebiler. Ejerne af bilerne kom ud en morgen og så, at deres varebil var opbrudt og i mange tilfælde tømt for værdifuldt værktøj.
Betjentene foretog gerningsstedsundersøgelse af bilerne, optog fotos og søgte efter spor fra gerningsmændene ved bilerne. Her er en oversigt over, hvor sagerne skete:

 

Lejre:

Natten mellem torsdag og fredag:

• Tokkerupvej i Osted - en varebil opbrudt sidedøren, og der blev fjernet diverse el-værktøj og håndværktøj.

• Vinkelvej i Kirke-Hyllinge – to varebiler fik opbrudt en skydedør og bilerne gennemrodet. Fra den ene varebil blev stjålet el-værktøj og batterier. Den anden varebilsejer er ved at opgøre, hvad der mangler af værktøj fra bilen.

• Løvkjærgaardsvej i Kirke-Hyllinge – en varebil blev opbrudt, men tyven gik forgæves, da bilen var tømt for værktøj.

Mellem fredag og søndag:

• Agertoften i Osted – en varebil blev opbrudt, men intet stjålet.

 

Roskilde:

Natten mellem fredag og lørdag:

• Østervej i Gadstrup – en varebil blev opbrudt og fik stjålet diverse værktøj.

• Gadstrupparken i Gadstrup – Sidedøren på en varebil opbrudt og hylderne med værktøj tømt fra bilen.

• Engdraget i Snoldelev – fra en varebil blev stjålet diverse el-redskaber, el-værktøj og lamper.

• Sikærsvej i Snoldelev – en varebil blev opbrudt og der blev stjålet en motorcrosser, en cykel og diverse motorcrossudstyr.

Søndag morgen:

• Rådhusbuen – en varebil blev opbrudt og der blev stjålet en støvsuger og batterier.

 

Køge:

Mellem fredag og søndag:

Ringen i Køge – varebil opbrudt og værktøj og kontanter stjålet fra bilen.

Sagerne efterforskes, men vi har brug for vakse øjne i lokalområderne. Borgere som har bemærket usædvanlige køretøjer eller personer omkring de nævnte adresser hen over weekenden, må meget gerne henvende sig til politiet på tlf. 114 med oplysninger til brug for efterforskningen i sagerne.

 

Gode råd fra politiet om at forhindre tyveri fra varebiler

Midt- og Vestsjællands Politi har nogle gode råd til, hvad du selv kan gøre for at forsøge at forhindre tyveri fra din bil:

• Parker helst varebilen, så det er besværligt for tyven at komme ind ad bag- eller sidedøre.
• Deaktiver knappen til central oplåsning af bag- og sidedøre (findes ikke i alle varebiler).
• Fjern særligt værdifuldt værktøj fra bilen.
• Mærk værktøj med f.eks. en særlig farve, initialer eller firmanavn mv., så stjålet værktøj vil være sværere at afsætte for tyven og nemmere for politiet at identificere ejeren.
• Biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, bør parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse. Undgå at parkere bilen på øde steder.

 

Fredag – lørdag

For høj hastighed - Darupvej, Roskilde

Kl 10.06 passerede en personbil en af vores civile patruljevogne med for høj fart. Bilen, der blev ført af en 22-årig mand fra København, blev målt til at køre med 84 km/t i en byzone. Manden kan nu se frem til både bøde og en frakendelse af kørekortet.

 

Brand i varevogn – Emilsgave, Viby Sjælland - Roskilde

kl 11.21 kom der anmeldelse om brand i en varevogn. I forbindelse med arbejde på stedet var der gået ild i en generator i varevognen, og flammerne fik også fat i en nærliggende hæk, inden brandvæsnet ankom og fik det hele slukket. Branden gav en større røgudvikling i området. Varevognen udbrændte helt.

 

Tyveri af veteranknallerter – Sæby, Høng - Kalundborg

Kl 11.22 kom der anmeldelse om, at der havde været indbrud i en lagerhal, hvorfra der var stjålet en halv snes udstillede veteranknallerter. Indbruddet formodes at være sket i tidsrummet fra torsdag eftermiddag og frem til torsdag formiddag. Politiet hører gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området i det tidsrum, eller som på anden vis har kendskab til, hvad der er sket med de stjålne knallerter.

 

Tyveri af personbil – Smedelundsgade, Holbæk.

Kl 11.30 blev en personbil stjålet fra en parkeringskælder i Holbæk, hvor den holdt med nøglen i. En politiansat, der var på stedet i sin fritid, bemærkede kort efter, at bilen holdt på en parkeringsplads ved et supermarked i Holbæk. I bilen sad en 38-årig mand fra Sorø kommune.

Politimanden fik anholdt den berusede mand, der blev siget for at stjæle bilen og for spirituskørsel. Han blev herefter taget med i detentionen, hvor han fik udtaget en blodprøve. Bilen blev leveret tilbage til rette ejer, og den 38-årige løsladt da han var blevet afruset. Han vil senere høre mere i sin sag fra politiet, som nu afventer resultatet af blodprøveanalysen.

 

Kørte uden kørekort – Lillevangsvej, Greve.

Kl 11.39 stoppede en patrulje en personbil ført af en 33-årig mand bosiddende syd for Holbæk. Manden erkendte, at han kørte bilen, selvom hans førerret var inddraget ved en tidligere lejlighed.

 

Butikstyv – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl 12.33 blev en 21-årig rumænsk mand tilbageholdt af personalet i et supermarked, fordi han havde stjålet en powerbank. Manden valgte så frivilligt at betale for varen, men blev efterfølgende sigtet for butikstyveri af politiet og taget med til politistationen til nærmere afhøring. Han vil senere høre mere i sin sag, når den skal afgøres.

 

Tricktyveri – Nygade, Kalundborg

Kl 13.28 blev det anmeldt, at en 94-årig mand var blevet frastjålet sin pengepung. Manden var kommet gående med sin rollator, da to mænd henvendte sig til ham.

Den ene mand puffede pludseligt til den ældre herre, mens den anden så begyndte at beføle ham på lommerne og tog hans pung. De to mænd løb derefter fra stedet via Bredgade. Manden kunne desværre ikke give noget nærmere signalement af de to.

Politiet efterforsker nu den meget frække sag over tricktyveri og hører gerne fra vidner, der har set tyveriet eller de to mænd løbe fra stedet. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

 

Færdselsuheld – Kalundborgvej, Hørve - Kalundborg

Kl 13.50 ramte to biler hinanden i krydset ved Dragsmøllevej. En 74-årig kvinde fra Odsherred skulle svinge til venstre, da hun blev ramt af den anden bil ført af 19-årig ung mand fra samme område. Kvindens bil fortsatte ud i rabatten og ramte et par vejskilte og hun blev efterfølgende kørt til sygehuset i en tilkaldt ambulance – dog uden alvorlige skader. Til gengæld var der store skader på begge biler.

 

Færdselsuheld – Greve Centervej, Greve

Kl 14.45 ringede en anmelder og oplyste, at en lastbil med kranen oppe havde ramt en bro på stedet og lavet en flænge i betonen. Lastbilen var standset kortvarigt og derefter kørt fra stedet igen. Politiets indsatsleder kørte til stedet og kunne konstatere, at der ikke kun var en men to broer på strækningen, der var blevet ramt. Skaderne var dog ikke større, end at togtrafikken på broerne kunne fortsætte uden begrænsninger. Politiet fortsætter nu sagsbehandlingen med henblik på at fastlægge hændelsesforløbet.

 

Unge rodede med knallerter – Havdrup - Solrød

Kl 19.15 tog lokalpolitiet kontakt til en gruppe unge, der brugte et lokalt værksted til at arbejde med deres knallerter. Politiet har på det seneste fået flere henvendelser fra beboere i området, der følger sig utrygge over den måde, som der bliver kørt på knallert – særligt omkring Stationspladsen. Derfor ville vi gerne have en snak med de unge og se lidt nærmere på deres knallerter.
Lokalpolitiet måtte lægge øre til flere forklaringer om, at de unge netop sad og var ved at lovliggøre deres knallerter som på uklar vis var blevet ændret til at kunne køre for stærkt. Vi fik skrevet navnene på de fire unge mænd ned og det er nu aftalt med dem, at vi senere kommer forbi og tjekker, om knallerterne så også ender med at komme i lovlig stand igen

Ti påvirkede mænd anholdt for at køre påvirket på et døgn – hele kredsen

I døgnet har politiet flere gange måtte anholde bilister og knallertførere rundt om i politikredsen, fordi der var mistanke om, at det var påvirkede af spiritus eller narko.

Kl 16.40 blev en 41-årig mand fra Rørvig standset i en personbil på Svanetorvet i Nykøbing Sjælland.

kl 20.45 blev en 49-årig mand fra Kalundborg standset på en knallert på Riddervænget.

Kl 21.18 blev en 19-årig ung mand fra Kirke-Hyllinge standset i en varevogn på Håndværkervej i Roskilde.

Kl 21.44 blev en 23-årig ung mand fra Mørkøv standset i en varevogn på Bakkekammen i Asnæs.

Kl 00.00 blev en 18-årig ung mand fra Køge standset i en personbil på Københavnsvej i Køge.

Kl 00.22 blev en 29-årig polsk mand standset på Køge Bugt Motorvejen. Manden havde desuden heller ikke gyldigt kørekort.

Kl 00.45 blev en 38-årig litauisk mand standset i en personbil på Landevejen i Kirke-Såby.

Kl 00.50 blev en 25-årig mand fra Holbæk standset i en personbil på Nykøbingvej i Holbæk.

Kl 01.40 blev en 49-årig mand fra Mørkøv standset i en personbil på Vestervej i Mørkøv.

Kl 04.03 blev en 39-årig mand fra Kalundborg standset på en knallert på Sydhavnsvej i Kalundborg.

I alle tilfældene blev de anholdte løsladt efter at have afgivet en blodprøve, som nu skal vise i hvilket omfang, mændene var påvirkede under kørslen.

 

Lørdag – søndag

 

Fartglad bilist må op til kontrollerende køreprøve – Ringstedvej, Køge

Kl. 15.42 var en patrulje fra færdselsafdelingen på laserfartkontrol på Ringstedvej ud for Køge Gymnasium, da en bilist kom blæsende forbi i alt alt for høj fart. Bilisten blev målt til at køre hele 91 km/t på strækningen, hvor det kun er tilladt at køre 50 km/t.

Den 30-årige mand fra Køge bag rattet blev stoppet og meddelt, at han nu stod til at miste sit kørekort. Målingen viste en overskridelse på mere en 60%, så sagen lægges op til en betinget frakendelse af førerretten, hvilket betyder at bilisten skal bestå en kontrollerende køreprøve for at beholde sit kørekort. Den 30-årige havde i forvejen et klip i banken, så det betyder samtidig, at han skal være ekstra påpasselig med at overholde loven. Bare to klip mere og han mister sit kørekort helt, da det vil udløse en ubetinget frakendelse af førerretten. Bilisten får desuden en bøde på 5.400 kr og et krav om 500 kr til offerfonden, som bl.a går til trafikofre.

 

Indbrudstyv anholdt – Ros Have, Roskilde

Kl. 18.29 fik politiet et alarmopkald om indbrud i øjeblikket ved en opgang i Ros Have i Roskilde. Flere patruljer satte hastigt kursen, og de første betjente som nåede frem hørte glas knuses fra svalegangen, men der var ingen personer at se. Kort efter kom to personer løbende ud af opgangen og sprang ind i en bil, som holdt og ventede ved en nærliggende parkeringsplads. Betjentene var for langt væk til at nå at indhente de flygtende mænd. Bilen satte i gang og forsøgte at køre væk. Flugtbilen påkørte hjørnet af en bygningen ved bowlingcenteret, inden den kørte ned ad en trappe og væk fra stedet ad Københavnsvej mod vest. En hundepatrulje mødte flugtbilen på Københavnsvej, hvor bilen stoppede og to personer undløb. En 22-årig mand fra Rødovre, blev anholdt og sigtet for indbrud. Hundepatruljen gik spor efter de to undløbne, som var løbet hen over jernbanen bag en tankstation. Togdriften blev indstillet, mens politiet søgte på stedet. Det lykkedes ikke at finde frem til flere mistænkte i sagen, men flugtbilen blev ransaget efter spor. Lejligheden hvor indbruddet blev begået blev også undersøgt for spor. Lejlighedens beboere var ikke hjemme ved indbruddet, så politiet skal nu afhøre dem nærmere, for at fastslå om der blev stjålet noget fra lejligheden.Den anholdte blev taget med til stationen til afhøring, hvorefter sagen blev juridisk vurderet. Der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, så han blev løsladt sent lørdag nat. Sagen efterforskes nu videre i forsøget på at identificere de to yderligere mistænkte. De fundne spor i sagen bliver nu undersøgt nærmere, og bilens ejer skal afhøres.

 

Lygtepæl væltede i uheld – Hovedgaden, Gadstrup – Roskilde

Kl. 20.05 skete et uheld på Hovedgaden i Gadstrup, hvor en bilist, en 31-årig mand fra Havdrup formentlig fik et ildebefindende og kortvarigt mistede bevidstheden. Han kørte i sydvestlig retning over i de modkørendes vejbane, hvor han ramte en 27-årig kvindelig bilist fra Gadstrup ved lav fart. Herefter kørte den 31-årige ind i en lygtepæl, som væltede og bilens stoppede oven på lygtepælen. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor begge bilister var sluppet uden at komme noget alvorligt til. En tekniker blev tilkaldt til at udbedre skaden på el-masten. Den 31-årige blev rutinemæssigt testet, men ikke fundet påvirket under kørslen. Politiet registrerede uheldet og underrettede kommune om den væltede lygtepæl.

 

Narkobilist taget igen – L.C Worsøesvej, Holbæk

Kl. 21.28 sigtede og anholdt en patrulje en gammel kending, en 24-årig mand fra Holbæk, som nu igen blev testet positiv i en narkometertest, da han blev stoppet på L.C Worsøesvej i Holbæk. Samme bilist er bare i 2022 blevet anholdt og sigtet hele otte gange for narkokørsel. Igen måtte han med en tur på sygehuset, hvor han fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt. Når politiet får resultatet af blodprøven vil den 24-årige høre mere i sin sag, der vil blive lagt sammen med de øvrige verserende sager, og han kan forvente et retslig efterspil.

 

Søndag – mandag:

 

Narkokørsel – Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg

Kl. 14.37 blev en 37-årig mand fra Kalundborg anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil, som han førte i østlig retning ad Svallerup Bygade. Narkometertesten havde givet udslag for påvirkning af kokain under kørslen, hvorfor den 37-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse. Han vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

 

Svaner årsag til uheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 15.11 var tre bilister blevet impliceret i et sammenstød på Vestmotorvejen i det østgående spor, hvorfor politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.

Det viste sig, at ingen af parterne var kommet til skade ved sammenstødet, der var sket i overhalingssporet, hvor alle var kørt og med en 52-årig mand fra Hillerød forrest. Han havde bremset kraftigt i et forsøg på at undgå påkørsel af to svaner, der pludselig var landet på motorvejen foran ham.

Trods opbremsningen påkørte den 52-årige de to svaner, hvilket bevirkede, at 26-årig mand fra København forsøgte at undvige ham. Det lykkedes ikke, og sammenstødet mellem de to parter forsøgte endnu en bagfra kommende, 25-årig mandlig bilist fra København at undvige. Det lykkedes heller ikke, så de to sidstes køretøjer måtte bugseres væk. Den 52-årige kunne selv køre videre i sin bil, der kun havde fået mindre skader.

Politiet måtte aflive den ene af svanerne, som ikke var død som følge af påkørslen, og sammenstødet blev blot registreret hos politiet ud fra de konkrete omstændigheder.

Spirituskørsel – Køgevej, Ringsted

Kl. 16.45 anholdt og sigtede politiet en 36-årig mand fra Taastrup for spirituskørsel i den personbil, som han førte ad Køgevej ved Østre Parkvej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narkokørsel – Coronavej, Dyndet, Borup – Køge

Kl. 17.10 blev en 41-årig mand fra Borup anholdt og sigtet for narkokørsel i en personbil ad Coronavej. Efter udtagelsen af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om cannabis) løslod politiet den 41-årige, der vil høre nærmere, når analyseerklæringen foreligger.

Uro og uorden – Mosede Strandvej, Karlslunde – Greve

Kl. 17.37 fik politiet flere anmeldelser om uro og uorden i området ved Mosede Fort, hvor mindst én mand løb rundt og råbte ad tilfældige forbipasserende.

Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at to brødre på 25 og 26 år fra Rumænien internt var blevet uenige. Begge var påvirkede af spiritus, og politiet skabte ro på stedet ved at frihedsberøve den 25-årige, så han kunne sove rusen ud i politiets detention.

Den 26-årige bror blev hentet af en ambulance og kørt til skadestuen til kontrol af et slag med en stok, hvilket broderen havde givet ham, uden at han var kommet slemt til skade. Han ønskede dog ikke nogen straffesag mod sit familiemedlem, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere i den anledning.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Kl. 17.34 var en 35-årig mand fra Mørkøv impliceret i et færdselsuheld i det sydgående spor på Ringstedvej i Kvanløse.
Han havde i en varebil været standset i en parkeringslomme på Ringstedvej ved Krydset, da han satte i gang for at fortsætte sin kørsel i sydlig retning. Herunder ramte han ind i siden på en personbil, som en 66-årig mand fra Vemmelev førte også i sydlig retning. I hans bil var tre passagerer, men ingen af disse eller de to førere kom noget til som følge af sammenstødet.

De implicerede biler spærrede dog for trafikken ad Ringstedvej, så bugseringskøretøjer måtte fjerne disse.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet for at få belyst de nærmere omstændigheder herved.

Truende mand havde knive – Holbæk

Kl. 18.34 fik politiet oplysninger om, at en 47-årig mand fra den centrale del af Holbæk måske var i besiddelse af både våben og andre ulovlige effekter. Han havde truet med måske ville gøre skade på andre, hvorfor politiet straks med flere køretøjer rykkede til området ved den pågældende adresse.

Området blev afspærret, hvorefter politiet under de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger, men på udramatisk vis, fik kontakt til den 47-årige, der blev anholdt. Det samme skete for en 25-årig mand, der var på besøg hos den 47-årige, men den 25-årige blev hurtigt løsladt, da han ikke havde noget med sagen at gøre.
Ved undersøgelse af den 47-åriges bopæl fandt politiet i alt otte knive af forskellige karakter, så den 47-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven.

De ulovlige knive, der bl.a. var af typen halskniv og låsbare foldeknive, blev beslaglagt som bevis i sagen, og den 47-årige blev løsladt, da han ikke fandtes i besiddelse af yderligere, ulovlige effekter.
Beslaglæggelsen af knivene som bevis var den 47-årige ikke indforstået med, så en dommer skal nu se på retsgrundlaget for beslaglæggelsen af de ulovlige effekter.

Brand i køkken – Baunehøjparken, Jyllinge – Roskilde

Kl. 18.50 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om ildebrand i et køkken hos en ældre kvinde.
Det var også korrekt, idet madlavningen var gået galt, så der var opstået en brand, der havde bredt sig til emhætten. Køkkenet i øvrigt blev sodtilsværtet, men ingen personer kom til skade ved branden.

Politiet vurderede i den konkrete situation, at den ældre kvinde måske ikke helt havde forstået farligheden ved madlavningen, så politiet udfærdigede en rapport til de sociale myndigheder, der så kan vurdere, hvorvidt kvinden fremadrettet bør have hjælp.

Færdselsuheld – Næstvedvej, Vetterslev, Ringsted

Kl. 20.07 var en personbil og en traktor stødt sammen på Næstvedvej lidt nord for Vetterslev.
Det viste sig, at en 62-årig kvinde fra Langebæk under kørsel i nordlig retning i en personbil fik et nyse-anfald. Det betød, at hun ikke kunne tage sig i agt for en forankørende traktor, der kørte med lavere hastighed. De to parter stødte sammen, men på grund af begge parters lave hastighed kom ingen til skade, så politiet optog rapport for at få belyst omstændighederne nærmere. Den 62-årige måtte få sin bil bugseret væk fra uhleldsstedet.

Brand i køkken – Ternehaven, Roskilde

Kl. 20.29 måtte brandvæsnet og politiet igen rykke ud i anledning af en melding om ildebrand i et køkken.
Det viste sig, at tilberedning af pomfritter i en gryde havde medført en mindre ildebrand kun i gryden. Der skete ikke den 36-årige kvindelige beboer noget, så politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af branden.

Brandundersøgelse – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 22.59 slog en bilist alarm til brandvæsnet, da bilisten havde opdaget høje flammer fra et område ved bagindgangen til supermarkedet Netto. Bilisten så ikke nogen personer i området.

Brandvæsnet var hurtigt fremme og fik slukket branden, der dog havde nået at lave skader på skraldespande, containere og paller ved supermarkedets bagindgang, hvor brandbart materiale i form af bl.a. pap blev opbevaret.
Der var ikke umiddelbart nogen naturlig forklaring på brandens opståen, men ved en rutinemæssig gennemgang af videoovervågning i området kunne en p.t. ukendt mand ses i området få minutter før brandens opståen.

Manden på videoovervågningen kunne umiddelbart beskrives som en 30-50-årig mand med mellemlangt hår og iført en langærmet trøje, lange bukser og sko. Ham ønsker politiet at komme i kontakt med for at kunne afhøre ham om hans færden i området.

Politiet vil også gerne i kontakt med andre, der måtte have gjort observationer i området ved supermarkedets bagindgang i minutterne inden anmeldelsen om branden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Rødvigvej / Korsnæbsvej, Rødvig – Stevns

Kl. 18.56 fik politiet en henvendelse fra en beboer på Korsnæbsvej, idet en bil var forulykket og havde påkørt to andre biler. Føreren af bilen, der var årsag til uheldet, var blevet samlet op af en anden bilist og havde derfor forladt stedet.

Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at en personbil efter kørsel ad Rødvigvej i sydlig retning var drejet ind ad Korsnæbsvej, hvor bilisten først havde ramt en sten, inden to parkerede biler blev påkørt på adresser på Korsnæbsvej lige ved krydset med Rødvigvej.
Føreren af personbilen var ifølge vidner blevet samlet op af en bilist, som politiet fik kontakt til og i den forbindelse fik oplysninger om, at føreren var sat af i området ved togstationen i Rødvig. Togdriften blev derfor kortvarigt standset, men da føreren ikke blev fundet i eller ved toget, kunne togdriften kort efter genoptages.

Ingen var kommet til skade ved uheldet, hvor politiet ud fra oplysningerne om ejerforholdet på den forulykkede bil og diverse vidneudsagn har en klar formodning om, at føreren med stor sandsynlighed er en lokal mand fra den sydlige del af Stevns kommune.

Politiet har optaget rapport om færdselsuheldet og skal i den anledning rutinemæssigt have afhørt føreren af bilen, der var årsagen til uheldet, for at få belyst, hvorvidt forpligtelserne til at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning, kan anses for at være blevet opfyldt.

Indbrud i skole – Bispegårdsvej, Allerslev, Lejre – Lejre

Kl. 00.07 anmeldte en opmærksom kvinde, at hun kunne høre ruder blive knust i området ved den nærliggende skole. En lys bil med formentlig to personer i var efterfølgende set køre fra området ad en cykelsti ud til Lejrevej og derfra i ukendt retning.
Flere patruljer kørte til området ved skolen, hvor politiet kunne konstatere, at der var blevet forøvet indbrud i tre klasselokaler ved knusning af ruder.

I klasselokalerne var skabe, hvor bærbare PCere var blevet opbevaret, brudt op og tømt, så skabene nu fremstod tomme.
Politiet undersøgte klasselokalerne for eventuelle tekniske spor efter indbruddet, hvor et p.t. ukendt antal computere er blevet stjålet.
Eftersøgningen efter flugtbilen gav umiddelbart heller ikke noget resultat, hvorfor politiet gerne hører fra personer, der måtte havde set flugtkøretøjet med de to personer i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel uden førerret / våbenlov mv. – bil beslaglagt – Vejlebyvej, Hørve – Odsherred

Kl. 00.20 ville en patrulje på Søndergade, Hørve, kontrollere en personbil, der kun var forsynet med en enkelt nummerplade bagpå.
Da føreren af personbilen erkendte, at politiet gerne ville kontrollere køretøjet, fortsatte føreren via forskellige veje og parkeringspladser ud af byen i sydlig retning, indtil føreren standsede med en katastrofeopbremsning på en parkeringsplads på Vejlebyvej.
Herefter stak den mandlige fører og den kvindelig passager af, men begge blev indhentet af patruljen.

Den mandlige fører var en 24-årig mand fra Fjenneslev, der blev anholdt som mistænkt for narkokørsel, idet han skønnedes påvirket af narkotika og i øvrigt var i besiddelse af nøglerne til bilen. Desuden kunne han heller ikke fremvise noget kørekort, idet han ikke havde generhvervet det efter udløbet af en tidligere frakendelse af førerretten.
En hundepatrulje kom til stedet for at lede efter genstande, som de to måtte have bortkastet under flugten. Hundepatruljen fandt en pung tilhørende den 18-årige, kvindelige passager fra Tølløse. I pungen var en pose indeholdende 0,7 gram kokain, men tilhørende den 24-årige fører af bilen.

Ved nærmere undersøgelse af bilen kunne politiet konstatere, at bilen hverken var forsikret eller registreret, da den monterede nummerplade tilhørte et andet køretøj. I bilen ved forsædet lå et slagvåben, så den 24-årige blev yderligere sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven, våbenlovgivningen samt lov om euforiserende stoffer.
Den 24-årige var flere gange tidligere blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret og i nogle tilfælde også i narkotikapåvirket tilstand, hvorfor politiet beslaglagde personbilen med henblik på senere konfiskation.

Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til de mange sigtelser løslod politiet den 24-årige, der nu kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres. Inden da skal beslaglæggelsen af bilen vurderes af en dommer, idet den 24-årige ønskede det indgreb prøvet i retten.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi